Kære alle,

Årets Mallorcahold er nu hjemkommet efter endnu en succesrig tur, som har gjort stort indtryk på deltagerne.
I år blev der sendt 17 deltagere afsted hvoraf 3 var guider – alle sponseret af La Flamme Rouge. Hertil var der hele 30 tidligere deltagere, som har fortsat cyklingen og købt og betalt turen på egen hånd – det er så stort!

La Flamme Rouge støtter PACT foreningen anført af Morten Quist, som gør en enorm indsats i sit daglige arbejde med kraftpatienter.
Stor tak til Morten, Karsten og Søren (LFR lagerchef) for at hjælpe til og få denne tur op og stå.

Vi har her samlet nogle beretninger fra deltagerne fra dette års tur. Her kan i få indblik i den, hvad turen betyder for den enkelte deltager, og hvorfor vi her på LFR mener vi har en sag der er værd at kæmpe for.

Den største tak går dog til alle jer som støtter La Flamme Rouge på den ene eller anden led, uden jer vil disse ture ikke kunne lade sig gøre!

Tak, for en helt igennem fantastisk tur. Jeg har mødt nogle super dejlige mennesker der inklusive mig selv, har flyttet nogle enorme grænser.

Jeg ville aldrig have haft muligheden for at deltage i dette arrangement, uden LFR’s hjælp og sætter stor pris på, at man ikke bliver sat i bås som ”syg”. Vi var alle ”lige”.

Jeg er overbevist om, at denne tur giver os alle blod på tanden til at fortsætte med at cykle og dermed få flyttet forkus væk fra kræften. For 16 år siden, var den overlæge der behandlede mig første gang, Gedske Daugaard ret sikker på, at motion kunne gøre noget ved de negative sider af kemo behandling. Jeg var meget bange for, at hendes påstand var glemt – men det er den ikke og det beviser du Morten, PACT og LFR.

De fleste af os har været igennem et forløb, der kan vælte selv den stærkeste. Vi har kæmpet vores egen kamp for at overleve. Det gør man helt alene, hvilket kan være meget hårdt for en selv, men sandelig også for familien.

På denne tur var alle ramt på en eller anden måde men det primære var, at vi alle skulle gennemføre. Og det gjorde vi. Jeg var oprigtigtalt i tvivl, men blev overbevist om, at jeg nok skulle klarer den.

Når man kæmper en kamp med sig selv, er det så fedt at kunne få det lille ”puf” der lige skal til, for at se sig selv på toppen af bjerget med det bredeste smil i ansigtet og en selvtillid, der ikke kan købes for penge. HOLD NU KÆFT – det var en stor oplevelse.

Guiderne der var med, er så vigtig en faktor for, at alle føler sig trygge. Der var rigtig mange der ikke havde prøvet, at cykle på en racercykel før. De blev ikke gjort til skamme men fik den træning der skulle til, for at de kunne give den lidt gas og få glæden frem. Dette gælder i alle fald mig.

Puig Major (14 km/6% stigning) vil altid være et holdepunkt for mig. Den lille ”knop” der blev talt så meget om, var en prøvelse uden lige. Mine ben sitrede og blodet dunkede voldsomt (pulsen var fin) og det var min kamp. Lige før man tænkte ”nej, nu stiger jeg af” blev man mødt af en guide der lige gav én et frisk pust – også kom der gang i energi igen.

Gutter, Morten, Karsten, Søren, Hans (Norge) og turbo Henrik, I er så seje – jeg har super respekt for Jer alle. Dog vil jeg sige en ekstra tak til Morten, der gjorde turen mulig for mig. Du var ikke i tvivl om at jeg kunne klarer denne ”tour de Mallorca” og det sætter jeg meget stor pris på.

Jeg fortsætter selvfølgelig med at cykle. Dette iført tætsiddende LFR tøj og vil glæde mig til, at køre med PACT folket på de danske landeveje.

De allerbedste hilsner og endnu engang tak!

Hans Henrik Jørgensen

En batteridrevet debutant

Ti dage før afgang fik jeg et uimodståeligt tilbud om at komme med på PACT Mallorca 2018-turen – og jeg fik et tilbud om at få tur og ophold sponseret af Brian Homs projekt La Flamme Rouge. Hva’ba’? Det kunne jeg ikke sige nej til. Mangt og meget skulle falde på plads, og det skulle gå hurtigt. I skyndingen glemte jeg at tænke på et par ting: Jeg har aldrig kørt på en racercykel; Jeg har aldrig cyklet op ad et bjerg; Jeg har lungekræft, og det er måske ikke den bedste forudsætning for at køre langt på en cykel. Men Morten Quist var entusiastisk, og det smittede! Jeg købte cykelhjelm og drikkedunke og buksefedt, og jeg fik et forrygende lækkert sæt cykeltøj forærende. Da jeg tog cykelbukserne på med den der pude i og iførte mig den knivskarpe La Flamme Rouge-cykeltrøje, begyndte jeg at drømme om bjergetaper, gule trøjer og bjerggeder. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tog et billede af mig selv i fuldt ornat og lagde det på Facebook – temmelig glad for mit nye sportslook 😊

Og afsted kom vi, mig og de ca 35 andre PACT-mennesker. Da vi ankom til hotellet fik jeg lejlighed til at kigge lidt nærmere på de andre deltagere: De så sgu sporty ud, og flere af dem havde cykler, der koster mere end min bil! Alle var dog utroligt imødekommende og søde, og jeg følte mig mere bedre og bedre tilpas. Indtil vi skulle have udleveret cykler. For mens de andre fik stramme racere, der ikke vejer meget mere end en mobiltelefon fra 80’erne, fik jeg til min skræk udleveret en 32 kilos pansertank med batteri og overliggende knastaksel! Det havde Morten i sin visdom bestemt, og mit mod sank til sokkeholderne. Så pinligt at stå der med så mange folk i superform, og så skulle jeg køre på snydecykel. Men igen var alle folk fuldstændig forstående og søde.

Og vi skulle da også kun ud på den første lille køretur, for jeg måtte indse, at Morten havde haft fuldstændig ret: Med det lille batteris hjælp kunne også jeg være med på stigningerne, og det var en kæmpe oplevelse at køre opad og ikke mindst nedad, hvor mine 32 kg cykel og 104 kg kropsvægt pludselig kom til deres ret. Hold da kæft, det var fedt med de nedkørsler! Jeg får nok aldrig nogen prikket bjergtrøje, men jeg er ikke længere skræmt af at køre opad. Og jeg fik knoklet igennem alligevel, for det var kun, når det gik opad, at det var nødvendigt at bruge batteriet.

Vi boede på et super lækkert hotel med en skøn buffet til både morgen- og aftensmad. Swimmingpool og spa-afdeling i kælderen – luksus!

Til de daglige cykelture var vi delt i 4 grupper, alt efter hvor hurtigt og hvor langt vi kunne cykle. De magre langdistancejagthunde så jeg derfor kun til måltiderne, for jeg placerede mig strategisk i den mere forsigtige gruppe. Men tag ikke fejl: Også denne gruppe kørte på cykel, så det hvislede. Og om torsdagen kørt også vi opad Puig Major, der i mallorcansk forstand er ligeså legendarisk som Alpe d’Huez. Da jeg manglede 2-300 meter af den 14 kilometer lange stigning, sneg en forræderisk tåre sig ud af min ene øjenkrog, for jeg var egentlig en lille smule stolt og jublende glad over at nå toppen. For et år siden var jeg så medtaget af kemo og stråler, at jeg ikke orkede at børste tænder – og nu stod jeg på toppen af Puig Major sammen med alle de andre, der  – uden batteri! – havde nået toppen af bjerget.

Turen var alt for hurtigt overstået, og lige pludselig skulle vi hjem. Men på fredag køber jeg en rigtig racercykel, for jeg har på denne tur opdaget, hvor fedt det er at cykle på landevej og i bjerge. Jeg vil gerne sige mange tusind tak til Morten Quist for suveræn turledelse, entusiasme og aldrig svigtende overblik, til PACTs skønne, søde og rummelige medlemmer for godt selskab og til La Flamme Rouge for den økonomiske støtte. Jeg tror, jeg har fået en hobby for livet og en form for træning, der hjælper mig med at holde canceren i skak.

Med venlig hilsen

Jens Brandt

Chefkonsulent